Hjem > Områdets historie > Fællesskoven

Fællesskoven

 
 

Martha Marie Eriksens erindringer fra Overby

 

Sandjordsarealet

Ved nordskellet af matr. nr. 15 b og 9 b lå det øde og upåagtede matr. nr. 39 a på ca. 22 tønder land, som var blevet til rest ved udskiftningen. Så det var for så vidt et ingenmandsland, som ingen havde skøde på i mange år Boniteten var da også 0 Hartkorn (værdiløs).

Det sås tydeligt (da det endnu aldrig var pløjet en fure eller sat en spade i) at engang havde stranden gået langt i syd, tydeligt lå sten og sandrevler. Meget spredt groede der lidt revling i lavningerne lidt hedelyng og stargræs. Intet træ eller busk, kun rød og hvidsand. Her så man tydeligt havbund og strandbred og fordybninger, som viste hvor forskellig havdybben kan være mellem revlerne. Man tænker så på, hvor længe det kan være siden, at havet har trukket sig tilbage?
Lige syd for vores hjem, har der boet stenalderfolk. Min bedstefar, min fader og Viggo Eriksen, har alle fundet stenalderredskaber, når de pløjede jorden, og ligeledes på bakken bag Langkærs “Ejen” er der også fundet en del.

Spirende interesse

I ca. 1867 begyndte ejerne af hovedgårdene af Overby at interessere sig for arealet, og tænkte og sagde vel: hvor ploven ej kan gå, der bør et træ der stå. Og så blev der pløjet et lille stykke jord op henne i ly af Knarringsbakkens vestside, og lavet en et par alen høj vold uden om, som et lille værn mod den stride blæst, som ellers uhæmmet strøg hen over det rød og hvidsand som havde lejret sig på og ved stenrevlen syd for Nykøbingvejen. Men her ved Knarringstroldens bakke, som er en stærk lerbakke, var der vel i tidens løb, skredet eller med regnvand kommet noget muld ved bakkens fod, så her var vel jordbund for den lille Baunskole, Bomskole som beboerne efterhånden kaldte det lille såbed.

Planteskolen

Dette må man vel have hørt om fra Sonnerup som var igang allerede og på Mantzhøj Skovridergård i Egebjerg, lavede de selv deres planter eg og bøg. – Men her var det hovedsagelig fyr, der var brug for, som på udsatte steder som i Jylland, hvor de havde begyndt plantageplantning på heden. Man fik tilskrevet sig noget bjergfyrfrø og såede det i Bomskolen, hvor det spirede og groede et par år. I disse år havde huggeren Peter Nielsen og hans kone Maren Marie bosat sig her på matr. nr. 9 b.
En skønne dag kom 2 gårdmænd fra Overby ridende herhen, det var i sig selv en oplevelse, det var absolut ikke hver dag, der kom fremmede. De to var Hans Nielsen, matr. nr. ? og Mads Larsen, matr. nr. 8 a, og sagde at planterne i Bomskolen var tjenlige til udplantning, så de havde tænkt på om huggeren ville hjælpe dem med det arbejde. Og det tilbud tog han imod med kyshånd, som det hed dengang, når det var noget man gerne ville, det kunne vel give en lille skilling.

Men måske håbede Marie allermest på den skov, hun som ung pige gik inde i Egebjerg (Stokkebjerg og Kongsøre) og drømte dagdrømme om at komme til at bo ved. Så hun gik med sin mand og sine to små piger Cecilie og Anna ud i hjørnet ved Hans Nielsens Lyng matr. nr. 6 b og Kristoffer Hansens matr. nr. 7 b’s østskel, og plantedede bjergfyr, som groede og dannede værn for vestvinden, og som fik lov at være det til de var meget gamle og selv døde hen, grå af lav 1934.

Fællesskoven
Nu var begyndelsen til Fællesskoven begyndt, der var vel også så småt begyndt at danne et ejerlav af hovedgårde i Overby. Efterhånden blev det sådan at to af gårdene fik kun 1/2 part, da de havde overdraget sin halve part til en parcel til en søn, martr. nr. 20 til Karl Hansen. Matr. nr. 13 Kristoffer Larsen til sønnen Peter Larsen.
Der blev stadigvæk plantet videre og forsøgt med flere arter, så som Østrigsk fyr, og skovfyr, som gav kolorit med deres røde stamme og krogede grene og flade paraplykrone, dejlige blanke mørkegrønne ædelgran på høje stammer. I vestsiden nogle grupper med hvidgran og ligeledes en gruppe her ved sydskellet ved Peder Nielsens sted. De stod længe i stampe, da der ikke var læ, men ofte udsat for stort vindpres fra nordvest. Men de slog dybe rødder og stammerne blev hærdet og blev stærke og seje og står her endnu 1979. Alderen har nok gjort dem, som så meget andet som tiden har taget på, at de er blevet lidt grå i toppen og stærkt bøjede af vestenvinden, men endog har de da endnu ved foråret, når knopskællene er faldet af, lysegrønne skud og røde kogleknopper.
Henne i sydøsthjørnet blev der plantet nogle rødgran, som blev meget store. De blev fældet i 1945 for at give plads til nyplantning.


Da det var lykkedes med plantningen på Fællesstykket, fik også flere lyst til at plante på deres lynglodder. Det var Lars Rasmussen, Hans Nielsen og Kristen Jensen der plantede et efterår i rug ager for at skaffe en smule læ. Da Niels Hansen kom til Lyngen 7 b plantede han også en lille skov, som blev hans glæde og stolthed. Han plantede nogle sitkagran, som groede meget hurtigt til. Nu blev der mere læ, som satte sit præg overalt. Og på de marker der lidt efter lidt blev dyrket, groede friskt grønt græs, så nu jublede lærker og gøge kom til og kukkede, og skovduen kom og kurrede, og henne i Vænget matr. nr. 16 pilede viberne afsted.

Her var ikke mere så barskt og øde. Hånd i hånd hjalp natur og kultur hinanden. De gamle sagde “Hvor menneskene planter et træ, planter Gud også“ og fuglene var nok hans redskab. Nu viste der sig ind imellem de mørke nåletræer andre vækster Hunderosen med blomstring og røde hyben, slåen, hyld og efterhånden røn og masser af brombær.

Beplantningen dækkede nu for sommersolens stærke brand, og gran og fyr tabte gamle nåle, som faldt på jorden og holdt på eventuel fugtighed, så bregner og mos bredte sig over skovbunden. I skovkanten kom der Engelsød bregne, den lille med ligesom fregner på bagsiden, om foråret Kobjælde, som efter blomstringen stod med de strittende frøstande, dem kaldte min bedstemor for “Barhovedet Drenge”. Så var der også de gule evighedsblomster, som blev plukket og bundet i kranse og hængt på væggen i dagligstuen. Overtroen sagde at sådan en krans beskyttede mod lynild. Harerne hoppede fornøjede rundt om, og ræv kom til og gravede sig grav og fik hvalpe, som er så søde som små. Grævling kom også og tog bolig i gamle rævegrave, og gråand gjorde lige så. Når beboerne heromkring havde seIvdøde dyr, pattegrise eller spædkalve, som de gerne ville have af vejen, blev det med allerbedste samvittighed smidt op i skoven til ræven. Men jeg husker hvor forfærdeligt det stank, og jeg synes der gik lang tid.

En enkelt gang kom Lars Rasmussens Hermand og Aage her over på jagt, men de havde jo deres egen gode skov nede ved Hyrehøj. Det at gå på jagt hvor som helst, tog man ikke højtideligt dengang. Jeg husker at fra Lumsås hændte det at dyrlæge Søren Jensen kom herud sammen med Niels Nielsen, Ellehøjgaard og gårdejer Jakob Echbjerg og dennes svigersøn Kristoffer Hansen, Ebbeløkke, og han var søn af gårdejer Jens Peter Hansen, Ebbeløkke. Kristoffers mor var møllerens Laurentze fra Overby Mølle, det var folk man havde respekt for, så det faldt nok ingen ind af forhindre dem selv om de var udensogns.

Den første generalforsamling
Søndag den 10. juni 1916 afholdtes et møde hos Købmand Mads Jensen, Overby, hvor følgende sager blev forhandlet.
Punkt 1. Det vedtoges at vælge en bestyrelse til at varetage skovejernes interesse. Valgt blev gårdejer Peter Hansen, Dybelund, Jørgen Larsen, Overby Østervang, Kristoffer Hansen, Overby matr. nr. 9 a, og disse skulle selv vælge sig en formand. Efter hvad forhandlingsbogen fortæller må det være første generalforsamling, og første nedfældede bestemmelser i forhandlingsbogen. Peter Hansen blev valgt til formand. Og ved næste møde vedtoges at skove 2 læs brænde. (Statens Skovkasse i Nykøbing).

Skovning
Ja nu var der jo også beplantet på hele araelet, og en del tjenligt til at gøre gavn. Tidligere havde man købt brænde i Sonnerup skov ved skovauktioner, og betalt i Skovkassen på Amtsstuen i Nykøbing. – Men nu kunne de købe fra deres egen skov, og pengene der kom ind, kom i deres egen skovkasse, og skulle bruges til stadig vedligeholdelse. – Her i vort hjem har vi i 3 generationer haft det allerbedste naboskab med Fællesskoven og dens ejere. “I de gode gamle dage” havde gårdene flere karle, og ind imellem blev de jo sendt herhen for at pløje render eller at tage græstørv af og grave plantehuller. Det var vinterarbejde eller tidligt om foråret, så der kom tit barske regn eller endog sne og haglbyger. Så var det godt at komme indendørs, de kom jo cyklende og cykler gav jo ikke megen læ, så det blev jo i vores stue, de indtog deres medbragte madpakke og lunede sig ved vor kakkelovn. Og min mor Anna Laurits Nielsens satte en kedel vand over og snart snurrede det lystigt, og der blev lavet kaffe til alle. Mor og Far var altid glad for disse unge glade mennesker.

Mange vittigheder blev serveret heromkring vort bord.
Det skete jo også at den, på det tidspunkt, værende formand, var henne at lede arbejdet, ja så var han da også med hos os. Vi havde en speciel oplevelse om Peter Hansen, Dybelund. Vi havde en trebenet flødekande, som var frygtelig slem til at vælte, og efter af Peter Hansen havde forsynet sig med fløde, og skulle sætte kanden fra sig, kom han til at vælte den, og noget af fløden flød ud på bordet, og han skyndte sig og øse det spildte op i sin egen kaffekop med teskeen, og han blev synlig ked af det. Nogen kunne måske sige at der var nærighed. I nutid 1979 kender man begrebet “Man skal ikke ærgre sig (græde) over spildt mælk”, men nej, hans opvækst og i hans opdragelse lærte man, at have respekt for alle ting, skabt af såvel menneske som Guds gaver, så intet burde gå til spilde.

Forhandlingsbogen viser, at engang hævdede ejerlauget sin ret til plantagen, ved i Odsherred Tidende og Radikal Venstreblad at sætte en advarsel som forbød uvedkommende at tage brænde, hvad de da også var i deres gode ret til. De havde haft arbejde og udgifter med at skabe beplantningen – men nogen mente, at de jo ikke engang havde et skøde på jorden, det erhvervede de sig så sent som omkring 1930.
Forhistorien var nemlig den, at rygterne gik at der var slæbt for meget kvas og også store træer ud af skoven.
Jeg personlig husker den sag så ganske tydeligt. Min mor havde fået lov til at tage optændingskvas, hvad hun kunne bære i sit forklæde, når ejerne havde hentet deres brænde, så det var spildkvas, men der endog det forbehold, at der jo dog skulle levnes til de fattige i Overby, for dem skulle der også gives mulighed. Min mor svarede P. Hansen: Med den ringe jord vi har ville vi også være fattige, hvis vi ikke forstod, hvor nøjsomme vi må være, og det gav han hende helt ret i. Men da advarslen kom, og rygterne løb, blev mine forældre meget kede af det, og jeg husker at far ringede til Niels Kristoffersen, Esbjerggård, og klagede sin nød. Og en aftenstund umidelbar efter, kom Niels Kristoffersen kørende for sin bestyrelse, for at vise os forhandlingsbogen, og vi kunne føle os trygge, for at vi ikke var skyldt for noget ulovligt og vort gode naboskab var stadfæstet.

De mennesker i Overby, som fik ret til at sanke kvas, var gamle Lars Mogensen og hans kone Ane, og Lise Urmagers og Laurine Hansen, Og jeg ser med undren, at også Matilde Brynold Sørensen, som havde telefoncentralen, også fik kvas. Gamle Lars Mogensen gik såmænd med sin stok i hånd fra Overby og herhen og gravede rodtrunter op. Det var virkeligt strengt arbejde for en gammel mand. – Men han trøstede sig med at arbejdet gav ”ham varme gange” ved at rydde, save og flække. Dengang var der for så vidt – småt med med hjælp fra samfundet og ingen var forvænt, og jeg er helt sikker på,at de var glade for den håndsrækning.

Skovvejen som dens første navn var
Når man nu i 1979 kører eller går på vor dejlige Fællesskovvej tror jo nok alle, at den har været der fra Arilds tid, men så melder måske spørgsmålet, hvornår var Arilds tid. Men de første halve snes år efter at plantningen var begyndt, var der knapt et vejspor. De første beboere, matr. 15 b, Karen og Niels Henriksen, syntes ikke at have brug for vej til den side, for skulle de til landevejen, eller Nordstrand (Kattegat) gik eller kørte de,hvor de bedst kunne komme frem uden om Bomskolen og de dybeste sandgrave ved revlerne, der var jo plads nok, og når de skulle til mølle i Overby eller til købmand hos Stine og hans Sørensen eller hjem til Peter Henriksen, matr. nr. 5 a, Saahøjgaard i Søndervang, var det da meget nemmere, at køre ned over deres egen mark og videre langs Sønderstrand (Sejerøbugten). Der kørte Søren Hansens også, da han begyndte at dyrke Brokbjergbakken, Overby Lyng.

Men i 1888 da Odden Mejeri var blevet bygget og Hans Peter Larsen kom til Lyngen og bo og gerne ville være fri for selv at kærne, og så skulle have kørt mælken til mejeriet. Niels Henriksens søn Peter skulle køre ud ad Nykøbingvejen (eller Oddenvejen om man vil) til mejeriet, da blev det første spor lavet, men den var tung og sandet, og der blev efterhånden mere og mere brug for vej, også til mølleture. Lyngboerne blev også klar over at tang kunne også bruges til at gøde jorden med. Så måtte de jo igang med at hente ral og grus ved stranden, og fylde i sandvejen, så da den efterhånden blev fast, kunne det nok høres når fastvognene skramlede afsted, når det havde stormet fra nord, for så skulle der køres tang hjem. Så måtte jo vejen holdes vedlige, og det gjorde de 3 steder Hans P. Larsen, Niels Henriksen og Peter Nielsen. Rallen kom jo ind til dem ved stranden og kostede ingen penge. - kun arbejdet, så det kunne man sagtens enes om.

Grundlovsdags-møderne i Fællesskoven
Omkring 1916-17 begyndte en sommerfest som blev tradition igennem mange år, altid holdt 5. juni Grundlovsdagen. Efter gamle pastor A. Skov kom i 1902 en yngre præst til Odden Christian Petersen, han var sjællænder, men havde i nogle år været præst på Sandø Færøerne, han hørte ved nærmest Indermissionen til. Fik dannet en kreds her på Odden, Og ideen til kredsen “Blå kors” på Odden var også hans. Formand af de første var tømrer Carl Petersen. Men jeg husker bedst Mads Peter Nielsens Harald, som en ganske ung byde velkommen ved Grundlovsdagsmødet. Det var Blå Kors Ædrueligsforening med Kristeligt Livssyn, emblemet “Medlemsmærket” et hvidt emaljeskjold med et blå kors i. Foreningens formål var oplysende arbejde om alkoholmisbrugsfarlighed, men havde tillige det helbredende redningsarbejde for alkoholikere. Det var denne forening der var indbyder og arrangør.
Dagen før hentede Henning Larsen, Dybelund, - som dengang boede her på Lyngen, nogle træbænke ude fra det gamle forsamlingshus, hvor uldstrikken Nikolaj Henriksen og Kristine var værtsfolk, blev udleveret af ham. En Primitiv talestol af rå brædder fulgte også med. På festdagens formiddag kom Hans Peter Larsens Johanne (senere manufakturhandler Johanne Petersen) med et stort Dannebrogsflag, som hun smukt draperede om talestolen og pyntede med forsommerens blomster. Smed Laurits Petersens Hans kom pr. cykel med det sorte voksdugshylster på skulderen, dette indholdt Blå Kors Banneret, som så blev taget ud og foldet ud og sat som baggrund for talestolen. Fra landevejen og op langs skovvejen blev anbragt flag som viste vej til festpladsen, som regel et stykke inde i skoven, vest for skovvejen (lidt til højre for nuværende vej 3) under en gruppe skovfyr.
Ældre mennesker satte sig fortrinsvis på bænkene, yngre og børn i græsset på skovbunden. – Som regel var der et par talere, altid Odden præsten, en borte fra – Mange gange var det Pastor Ove Chr. Krarup, som stod på talerstolen, og talte hjertelige og gode ord til os. Han var en meget smuk mand med dejlige klare og milde øjne, med velplejet sort hår og hageskæg, altid iført diplomatfrakke, som klædte hans slanke skikkelse så smukt. Han bar altid høj silkehat, men det var såmænd oftest i hånden, for den blev flittigt løftet til hilsen.
Pastor Krarup kom altid til fods, han havde en meget ubesværet gang. Selv spadsertur til Nykøbing begav han sig på mange gange. Når han passerede folk langs vejen i deres gerning løftede han hatten dybt og sagde højt og tydeligt: Goddag og tillykke med deres arbejde. Så husker jeg levende Mads Peter Nielsens Harald, ung og køn, stå og byde velkommen, og en gang bemærkede et par ord om det som alle taler om “Vejret”. Dette har nok ikke været som man helst kunne ønske, og Harald sagde “At alt vejr jo nok var godt - men ikke altid lige behageligt” Jeg husker også at pastor Krarup sagde en kompliment til Mads Peter Nielsen om Harald og M.P. Nielsen smilede så glad. Dengang var der absolut kun få så unge, som stod frem og udtalte sig. Som andre talere mindes jeg Københavns Kirkefonds sekretær Pastor Kyndal, og førstelærer Viggo Bay Tigerslund skole i Sønderjylland, han fik embede der nede efter første verdenskrig. Engang underholdt fotograf Søren Bay med strengeorkester fra Asnæs og Fårevejle, ja det kunne jo næsten kaldes en gruppe, det var jo dog et blidere repertoire end man har hørt de senere år. En del år tidligere havde Niels Hansen Bisegaard, dannet orkester med fem af sine børn, Søren violin, Tine, Helga, Valborg guitar og Viggo citar. Deres repertoire var sammensat fra Frelsens hærs sangbog. Og var omkring århundredskiftet populære.

Jeg er sikker på at det var mange der glædede sig til sommerfesten i Fællesskoven. Unge kom cyklende hertil. Ægtepar med børnene kom kørende i deres kønne stadsvogne. Sortlakerede med hvid stafering og polstret med rødt plys. En vogn fra Lumsås havde nogle særdeles kønne køredækkener. Håndvævede røde og grå tern. Det var stine Og Jørgen Peter Larsen og sønnen Niels fra Strandgården i Lumsås. Dækkenerne var udført af væversken “Karen i Belsmose" ved Højby. De var gave til P. Larsen fra hans forældre, gårdejer Ellen og Jens Larsen, Bøgebjerggård, Nyrup. Der var flere andre kønne hestekøretøjer, hestene blev spændt fra og tøjret i den grønne hulning, Trekanten, i skovens sydøst hjørne, som ikke var beplantet. Stedet som nu hedder Ravnereden. Der var altid grønt græs, men langt var det aldrig. Andreas Kristens småkalve gnavede det altid ned fra det tidlige forår og sommeren igennem, og de havde det dejligt der, altid i læ. Det har nok også været skik lige fra Niels Henriksens tid at have kalvene stående der, men 5. juni var de altid væk, flyttet ind på marken. Dette gentog sig også år efter år. I vognene var der madkurve til menneskene og muleposer med hakkelse og med lidt kærne til hestene.
Om aftenen legede de unge sanglege på en græsmark ved siden af, og vi børn her fra Lyngen kikkede beundrende på. Nikolaj Petersens Victorie havde været på delingsførerskole og højskole og førte an. Der kom også folk fra Ebbeløkke og Lumsås til stede, dog var der alligevel flest odboere. Ja selve køreturen her hen har da også været skøn sådan en forsommerdag.

I nogle år var det gartner August Nielsen, Overby der udførte grave og plantning. Han plantede de store hvid poppel på den smalle strimmel østfor skovvejen og Birk og bøg. Et par andre steder plantede han Contortafyr, disse var villige til at gro, groede stærkt til og blev meget høje, de havde forgrenede rod, men lå for højt i jorden og stor tung krone og væltede let i stormene, men blev et smukt træ, når det stod i læ. Ejerne kom også her hen med heste og plov og pløjede fuger, hvori der blev plantet Østrigfyr. Med ildhu og tålmod blev der så godt som hvert år plantet efter, hvis de ikke var lykkedes første gang og fortsatte med nyplantning.

16. marts 1928 var bestyrelsen Niels Kristoffersen, Peter Jensen og Otto Jensen i skoven for at drage vestskellinjen, ved at markere med 15 cementblokke. Begyndte i syd ved Laurits Nielsens sted, fortsatte med passende mellemrum til landevejen i nord (De må jo næsten have glemt strandstykket mellem Landevejen og Kattegat, for det blev ikke markeret) Så det var jo kun plantagen de havde tanke for, men der var også noget fredningssnak på tale for dette areal. På den årlige generalforsamling 6. marts 1930 vedtoges at opsætte 2 skilte i skovens udkant som forbød tobaksrygning ”Er strengt forbudt” Og nu vedtog man at oprette en jagtforening som Fællesskoven blev indlemmet i.

I 1931 stilledes krav til fiskerne at betale for bredeplads til bundgarn på strandarealet. Inde i skoven havde de sat en gammel opklodset Holbæk turistbil til læsken. Vi beboere her var lidt skeptiske med den, vi havde den tanke at skærslippere og lignende landevejens folk holdt til der om natten. I de år kom her mange ad landevejen – men om så var der, blev aldrig nogen generet af dem.

Jeg husker en lille grinagtig ting. En lille pige kom hjem fra skole og sagde: Mor, Jeg så en lus ude på Madses Bakke (Drusbjerg) Hvad siger du, sagde moderen, - men så gik der et lys op for pigen – Nej det var en Bisse.

I begyndelsen af 30, blev Peter Jensen Ryegård, formand. Da blev der rydet et ret stort stykke henne ved skovvejen. Der blev pløjet og harvet nogle gange og sået gul sennep, som blev pløjet ned, så blev der lagt kartofler, som Andreas Kristensens Eilif passede med rensning og optagning. Dette blev gjort for at få bugt med nogle voldsomme dueurt, hvad da også lykkedes.
i 1934 blev Viggo Eriksen skovarbejdsmand, hans første gerning blev totalt at rydde det meget gamle - og efterhånden elendige læbælte plantet ude i nordvest hjørne, som mine bedsteforældre havde plantet i 1874-75. 1934 blev der gravet mange plantehuller med vendte græstørv. Og lukkede huller i den tilberedte jord og om foråret 1935 blev der plantet franske bjergfyr og østrigsk fyr, og i de lukkede huller blev plantet hveranden række rødgran og sitkagran, disse skulle blive og gro videre, når rødgranerne var taget til juletræer om ca en halv snes år. Derefter blev der fortsat efter gode råd af konsulent Buhs Hansen, der blev forsøgt med bøg, eg, birk og lærk og nogle Ædelgran lignende, mørkegrønne blanke graner “Grandis”. Også jeg har bøjet mine knæ og plantet mange tusinde små træer og glædet mig meget når de lykkedes.

Efter Peter Jensen blev Hans Andersen formand og styrede bedriften. Viggo Eriksen fældede mange bunker brænde og så gik der bud om at de kunne hente, nogen gange. skulle de have mere end en bunke. En gang gik Carl Jørgensen her henne i flere timer for at passe på, at Hans Andersen ikke skulle tage den bunke som C. Jørgensen havde udset sig.

De første feriegæster
Vor tidligere læge var for nogle år siden rejst fra Odden nok i begyndelsen af 3o, Fru Arents havde altid været glad for Odden, nu omkring 50 fik hun lyst til at leje et stykke jord i Fællesskoven og ejerne gik med til det, hun fik sat et lille træhus på i 1951. Vestergaard og Dora havde allerede fået sat hus “Gutte bo” op i 1938 og senere lejede Astrid og H.P.Hansens Klara også jord, hun var rejst til København og havde stilling der, men ville gerne holde sin ferier i Skoven ved Nordstrand og årslejen begyndets med 25 kroner og steg til 50 efter nogle års forløb. Siden kom også Egelund Petersen, hvis kone var fra Asnæsegnen og motorsagkundig ved Marien 1958, da kom også Ole Karlson og Svend Olsen og nu var lejen 75 kr. om året. Dog betalte Svend Olsen helårs husleje ca. 50 kr. pr. måned.

Sommetider blev træerne fældede og ejerne samlede selv læs. Og da blev der læsset noget på vognene, så der af og til knækkede kogkæp og hammeltøj. En gang havde Hans Andersen lagt et så tungt læs, at Svend syntes at hestene løftedes, da han kørte ud på skovvejen.

I ca. 1948 gik det rigtig løs, da kom man med rundsav, kvashugger og traktor som trækkraft, og manuel arbejdskraft sønner og karle fra gårdene var modt fuldtalligt op. Bageren var heldig hvis han var på Overby Lyng med brødvognen,sådan en dag skulle han nok få solgt alt sit Wienerbrød, sandsynligvis glædede Stine og Laurits sig også over godt besøg i deres forretning i middagspausen. Og humøret var højt i skoven. Det gik så let og godt at vilde roser og brombærranker røg med i kvashuggeren. Her lå meget store bunker kvas, da de var færdige, men alt blev solgt – man fyrede jo stadigvæk dengang i komfur og under jernvaskegryde endogså tornene blev afsat. De var nulagt for sig så vilde man undgå dem, kunne man godt det, men om sandten om de ikke også blev af med dem.
I begyndelsen af 1933 fik bager Kristoffer Henriksen sat et lille pænt ishus ude i vestenden ud for Stenhagen. Det var tømmer Kristian Madsen der byggede det solidt pænt. I ishuset var der sådan en sød bagerjomfru, det var Søren Petersens Laur - selvom skovejerne nu havde forbudt jagt for uvedkommende – men den lille “Amor” har altid gjort som han havde lyst til, så når Stine og Laurits Hans kom for at købe sig en is, så spændte Amor sin bue og sendte en pil afsted og ramte Hans. Og så blev der bryllup hos bagerens. Laura var kusine til Johanne. En søndag formiddag i april nok 1953. Vi havde i ugen før fået store bunter planter fra Klarskov planteskole og sat i indslag hos os. Hans Andersen ville hen og se hvordan de så ud. Han havde datteren Bodil med og de kørte i en lille gig og havde en lille hest “Prins” for. Hans havde godkendt planterne, stod og snakkede med Viggo, vores Bodil og mig. Hans Andersens Bodil sad i agestolen, Hans havde ikke fat i tømmen, og pludselig ville “Prins” afsted, snurrede rundt og satte i løb med gig og Bodil og en stor skovøkse, som skulle være afleveret til os. Afsted gik det Hans fik fat i tømmen, men løbende ved siden af – kunne ikke standse hesten, den fortsatte ned gennem skoven, ad sandvejen fra vor husgavl men kom så lidt skævt af vejen, så den venstre vognstang greb fat om en træstamme og Prins måtte standse, Øksen røg langt ind mellem træerne, Bodil blev også slynget af, men faldt heldigt og kom ikke noget til. Gigen gik i stykker, åh, hvor vi åndede lettet op. da vi erfarede at det kun var giggen det var gået ud over, men Bodil tænkte dog på, hvad Svend ville sige, både Prins og giggen var jo hans.

Rævefarmen
Præstegårdsforpagter Chr. Larsens broder, Laurits Larsen Odds opholdt sig i perioden i Norge og i Sønderjylland, hvor man havde begyndt med pelsdyravl specielt med sølvræve. Han og Chr. Larsen startede en avl på Odden, og den interesse bredte sig til fællesskabet Fællesskoven, så da blev der rigtignok sat noget i gang. Det første var at få skøde på Mat.nr. 32 hvilket dog ingen besværlighed gav, man havde jo ærligt og redeligt administreret det i mange år, og ingen havde gjort indvendinger. Men nu da der skulle ske noget så spændende, begyndte nogle stykker af parcelejerne, at fællesjorden måtte også have haft tilhørsforhold til dem, men de tanker faldt hurtigt hen. Nogle ejere var for, enkelte imod, nogle ironiserede om, man nu ikke også skulle producere abehår. Men virkeligheden blev en sølvrævefarm. Den første betingelse var, at der måtte graves en brønd. Hans Larsen og Åge Rasmussen påtog sig den opgave, de kom på cykler herhen med hver sin spade og gik i gang med at grave på sydskrænten ved den lille vej, der gik øst-vest nu vej I. De herrer havde jo aldrig gravet plantehuller der, og vidste ikke, at der skulle bruges jernstang. Hans Larsen konstaterede det, kløede sig i nakken og sagde “ja hvad ved jeg”. Men kom så og lånte vores jernstang. Som vi altid havde brug for, når vi plantede der oppe. De sled og svedte, men pludselig, gik det så let for nu var der rødsandslag, men ak, - pludselig skred det hele sammen, og de måtte springe for livet, og heldigvis blev det kun vor jernstang, der aldrig kom op. Frisk mod og på den igen, og det lykkedes også. Der blev bygget hus med en lille beskeden lejlighed til en mand til at passe farmen. Der blev ryddet et stykke skov til løbegårde, bygget et tårn midt i, hvor bestyreren ville kunne overvåge dyrenes adfærd. Her var dengang ingen mulighed for at få elektricitet på Overby Lyng. Odden Privatværk havde ikke kapacitet og N.V. var slet ikke interesseret, de var nået til Tjørnholm i 1922 og ville ikke videre. Så det måtte blive en petroliumsmotor, som var trækkraft til kødhakker og benknuser ved tillavning af foder til dyrene. Og en Petramax Petroliumslygte lyste op i hvalpestien, hvor man tog sig særligt af fødende ræve og nyfødte hvalpe.
Rundt om hele herligheden var der en solid indhegning. Oppe ved vejen var der en bred låge med en flot portal. Larsen Odds skaffede en bestyrer – fagmand fra Sønderjylland – mellem jul og nytår 1936 kom avlsdyrene, jeg mener, de kom fra Norge. Det var vældigt spændende den første tid efter deres ankomst, var vi jævnligt ude på vor trappe og lytte efter rævenes gøen – men vi snusede også lidt, for rygtet havde løbet rundt og sagt, at her ikke blev til at være her på grund af stank af ræv – men rygtet blev dog gjort til skamme. Og rævenes gøen lød såmænd så hyggeligt.
Helligdagene fra ankomsten og til parringen skulle begynde i januar, var der adgang til at bese den spændende nyerhvervelse, men ved erlæggelse af en krone pr. person. En 13 års dreng Svend Åge søn af Nikoline og Johannes Nielsen stod for indkasseringen af kronerne. Og han var imponeret over– som det gav kasse. Carl Jørgensen Overby syntes nok, der også burde være lidt udsmykning og med et vartegn som blev sat på tårnet. Han lavede silhoutter af alle ejerne som medaljoner hængende på en vandret ring sat på en høj stang Kristoffer Kristoffersens profil sad et stykke højere oppe, han var jo ideens mester og stærkeste forkæmper for sagen og blev også formand øverst oppe var silhouetten af en ræv med en flot hale, som fungerede som vindfløj. Jeg synes, det var smukt, og var et tydeligt symbol, en jernskulptur, som jeg syntes om. Bestyrer Ove Jensen fik Mads P. Nielsens Ove og Gunner som elever og medhjælpere. Foruden dyrene i burene hørte en køn schäferhund “Skotte”, og jeg mener, at det var Ove Nielsen der på et tidspunkt fangede en rød rævehvalp ude i skoven, og den var en tid ekstra kæledyr. Ude i skoven havde vi i de år, en lille flok 3–4 stykker, de var ikke særligt skræmte, og vi nød det smukke syn, når de stod og mættede sig med brombærblade, eller når de let og elegant sprang videre. Dejlige fasaner havde vi også et meget flot syn, der var engang jeg så 7 flotte fasaner, og der imellem mange haner, de gik på stribe hen af en af skovstierne.

Der har nu altid været mange søde piger, Gunner og Ove havde en lillesøster Eva, som af og til kom for at besøge sine brødre, og Amor den lille strik smuttede med ind gennem lågen! Ove Jensen var en ung smuk ungersvend, og her kunne den lille gud Amor ikke lade være med at være på spil og sente en pil, som ramte lige i Evas hjerte, og så blev der bryllup og de rejste til Sønderjylland. Efter Ove Jensen overtog Gunner stillingen. Nu blev der bygget til bestyrerboligen – og så flyttede Else og Gunner ind som unge nygifte. Efterhånden kom der et lille menneskebarn i Fællesskoven, og det var Lisse nu Korsbjærggaard Overby. Senere blev det Herdis og Ove Nielsen, der kom til at bo der, og så kom der et nyt lille barn, denne gang en lille dreng Vagn efter disse en ugift bornholmer, Edvard Kure. Sidst en jyde, Vagn Sørensen og Inge. Meningen var, at deres barn skulle fødes på sygehuset i Nykøbing, men barnet Kate, havde sådan en hast med at komme, så de kørte ud til Dr. Kristof i stedet for at køre til Nykøbing. Så fru M. Kristof sagde, Kate er min pige hun er født hos mig.
Jeg synes gode minder er myldret frem. Når Lars Kristoffersen hentede brænde, kørte han altid op til os og spurgte, hvor brændet lå, så havde han altid nogle knipper halm til at lune om hans ben, nu smider jeg dem af, og så kan jeres køer jo sikkert æde dem.
Og til sidst, de 25 år Viggo Eriksen og jeg var skovejernes arbejdere var gode, vi kom hinanden ved.

Overby Lyng 30. oktober 1979.