Jørgen Larsens erindringer

 

Min mors forældre, Olivia Nielsen afhændede i 1899 deres vognmandsforretning i København og erhvervede Brandstrupgård, Yderby mølle og Søgården, med tilhørende Areal på Yderby Lyng. Min morfar vurderede, at der var værdier i det stenrige areal på Yderby Lyng, og oprettede det første stenværk på Yderby Lyng. Daglønnen var dengang 65 øre. Min morfar tilbød 35 øre i timen og manglede aldrig arbejdskraft. I starten blev arbejdet udført med hakke og skovl, og stenene transporteret ad en primitiv bro med trillebør til skibene, som hentede stenene.

 

I 1901 døde min morfar. Min mormor afhændede Søgården, stenværket og møllen. Hun blev selv boende på Brandstrupgård, som senere blev overtaget af datteren Ingeborg og hendes mand Karl Larsen, det var mine forældre.


Min fars hjem var nuværende Oddenvej 195. Min far
havde i 1881 oplevet en tragedie. Hans far, sammen med en svoger sejlede mod Sejerø. Båden kæntrede og begge omkom. To kvinder blev enker og deres børn, for min fars vedkommende, en flok seks, blev faderløse.

På Brandstrupgård blev jeg født, som nr. 2, af en søskendeflok 11.

 

Huse og gårde i Yderby

Yderby By bestod, efter matrikuleringen og udflytningen, af 6 gårde og 7 huse med lidt jordtilliggende. Gårdene var, foruden som nævnt mit barndomshjem Brandstrupgård, Dalhøjgård, der boede Line og Erhard Johansen med deres 8 børn. Bokærgård, Laura og Julius Johansen med 3 børn. Høgården, Inger Marie og H.P. Larsen, de havde ingen børn. Toftegården, Anna og Laurits Jeppesen med 8 børn. Søndergården, Cecilie og Karl Karlsen, ingen børn. Denne gård eksisterer ikke mere.

I husene boede, Stine og Lars Danielsen, dem var vi børn glade for at besøge, der blev vi trakteret med sukkermad, kandisog hvidt pladesukker, der blev klippet af med en dertil egnet tang. Det måtte vi ikke få hjemme, vel sagtens af hensyn til fornuftig ernæring. Byens tømrer Christian Frederiksen og Line. Den lille smed, en lille mand, derfor navnet - Han var ældre, ikke aktiv i min tid. Her boede også hans datter Ida, hendes mand Niels Larsen og deres 5 børn. Søren Andersen og Karoline med deres 9 børn. Anders Olsen, der var fisker. Et hus bar det lidet flatterende navn, hængehullet, p.g.a. at en tidligere beboer der havde berøvet sig livet ved hængning, der boede forskellige lejere. Der var 4 bybrønde. De tre består stadig.

Byen havde også sit fattighus. Der boede Sofie bagers, en rar kone, der også trakterede os børn med kandis. Huset eksisterer endnu, men på private hænder. De seks tilbageværende gårde i Yderby bevarede helt op til min tid det gamle arbejdsfællesskab i landbrugets travle perioder.

 

 

Skolen

I 1910 begyndte jeg min skolegang i Yderby skole, hos lærer Andreasen. Skolen var to-klasset i modsætning til Overby skole. I Yderby blev børnene fra 7-14 år undervist i to klasser. Det var før, det ved lov blev forbudt at straffe med spanskrør, så vi elever blev i hvert fald belært om, hvad dette instrument kunne bruges til. Elevtallet voksede efterhånden. Det stenværk min morfar startede i 1899 var under stadig udvikling, skaffede mange arbejdspladser og lokkede tilflyttere, ofte børnerige familier, hertil. I mine sidste skoleår var vi 72 elever i min klasse. Så blev der bygget en forskole, dette forbedrede skoleforholdene i Yderby. Vi var mange børn i byen. Vi havde en dejlig legeplads på gadebakken, et sted på landevejen. Vi spillede pind, legede to mand frem for en enke, og mange andre lege. Der var dengang ikke megen trafik. Legen blev ikke generet. Disse barndomsvenner og kammeratskaber udviklede sig i flere tilfælde til ægteskaber, der holdt hele livet ud. Jeg selv blev gift og levede i 57 lykkelige år, med Karen, fra Vangeledgård. Denne var beliggende i Vestervang, men er ikke mere.

 

Ungdommen

Når vi var konfirmeret, var vi voksne. Jeg gik til gymnastik. Jeg mindes ikke om der var gymnastik for piger, og vi gik også med til bal. I min tidlige ungdom kom der nye danseformer, Foxtrot, Engelsk Vals, og mange andre, til stor forargelse for den ældre valse og polkaglade generation. Folkeviddet kaldte denne danseform for, at “storke eller vrikke”. I en af de melodier vi dansede efter forekom ordene “en lille vrikkedans”. Når f. eks. Husmandsforeningen indbød til bal og nogle dristige unge vovede at “storke”, optrådte en af de mast rabiate ældre, greb den unge mand i kraven med ordene ”kan sådan en hvalp danse ordentligt, ellers er det ud”.

 

 

Handel og erhverv

I sognet var to bagerier. Et var beliggende på, nu Oddenvej 278. Et andet Søndervangsvej 46. De kørte begge en ugentlig brødtur, så det daglige brød blev bragt til døren. Der var ingen købmandsforretning i Yderby. På vej til en sådan - ind imod havnebyen, passerede vi en samling huse, der boede bl.a. smeden.
Disse
huse var udstykket fra matr.nr. 12, og bar betegnelsen parcelbyen (nu Havnebyen).

Den nærmeste købmand var Peter Christoffersen nu Oddenvej 326. Forretningen eksisterer ikke mere.

Brugsen var dengang beliggende som nu.

Bygningen, ”Elbo”, Oddenvej 290 blev bygget som elektricitetsværk i 1912. Dette blev umiddelbart efter anden verdenskrig lagt ind under højspændingsværket i Svinninge.
Oddenvej 300, nu kro, var i min ungdom, Odden andelsmejeri. Oprettet i 1892, nedlagt 1961, en virksomhed, der i hine dage spillede en stor rolle i samfundet, hvor alle, der blot ejede en ko var andelshaver. Til generalforsamlingen, altid den. 27. januar, mødte mændene kl.14, og drøftede virksomhedens anliggender. Når tiden var til aftensmad, mødte konerne med madkurven. Efter fællesspisningen var der dans. Næste dag var der bal for ungdommen. Alle glædede sig til mejeriballet, der var gratis. Arbejdsløsheden er åbenbart ikke et nyt problem. Da mejeriet i 1919 søgte en ny bestyrer efter C. Larsens død, indkom 27 ansøgninger.

Dagligdagen

Hvordan levede man så dengang? Krav og behov kan ikke sidestilles med disse i dag.
Vi
var i mit hjem en stor familie og blev, som alle landbobørn oplært til at tage fat både ude og inde, og på den måde bidrage til hjemmets opretholdelse.
Vores far lejede under eller lige efter første verdenskrig vores mose ud til en entreprenør. Mine to søstre kørte med hver sin hest i mosen i sæsonen. Da der skulle bygges en ny og større bro til stenværket, kørte jeg med gårdens heste, tømmer dertil fra Jyderup skov.

Fiskerihavnen var først i dette århundrede blevet udbygget, og var et godt aktiv for sognet. Når høstsilden meldte sin ankomst, og i store mængder blev bragt til havnen, har jeg kørt mange læs sild, dels til stationen i Højby til videre transport, og til en opkøber i Vig. Denne havde mange bestillinger på sild til saltning-spegesild. Vi kørte fra sted til sted og afleverede sildene - altsmmen for at supplere hjemmets økonomi.

 

Brandstrupgård var den første, der fik telefon. Naboerne benyttede den, når der var brug for læge eller dyrlæge. Jeg mindes, at der af og til blev erlagt en 10 øre.

I 1916, fik vi selvbinder på Brandstrupgård. Den ankom i kassen direkte fra U.S.A. Det blev så en opgave for den lokale smed at samle og få den til at fungere. Vi høstede ellers med en aflægger, en maskine, der lagde det afskårne strå i bundter. Nu forestod så arbejdet med at lave neg af bundterne.

I høsttiden lå nogle nordsjællandske fiskere i havnen med deres både for at fiske den føromtalte høstsild. Arbejdet dermed foregik på en måde, at hvis de fik nogle timer tilovers, kunne de komme og binde kornneg. Betalingen, det var et rigtig godt måltid mad, med hvad deltilhører.

Jeg har oplevet en morsom historie. Da filmen ”Så til søs” blev til, blev nogle scener optaget på Odden. Dertil skulle bruges en ko, som Marguerithe Viby skulle malke og bl.a. sende en malkestråle i ansigtet på Chr. Arhoff. Det blev min opgave at tilvejebringe koen - formedelst 10 kr. - men Marguerithe Viby kunne ikke malke. Den “kunst” beherskede min søster Rigmor, der så blev diskret anbragt, og leverede, den omtalte mælkestråle helt præcist.

 

Tilbageblik

Min barndomsby Yderby består stort set i dag, som dengang, bortset fra de forandringer vedligeholdelse afstedkommer, men livet i denne er nu meget anderledes. Nu bebos gårdene af en person eller et ægtepar, og husene af anden eller tredie generation, der benytter barndomshjemmet som feriebolig.

Ingen børn leger mere på gadebakken, der er ingen børn dertil, og det kunne heller ikke i dag lade sig gøre, den lokale trafik er tiltagende, og molsfærgerne spyr hver anden time i hundredvis af biler ud på vejen.
Det liv vi levede dengang, er nu kun minder.

 
August 1993.
Jørgen Larsen,
Oddenvej 173
4583 Sj. Odde

Som en tilføjelse har jeg (Mogens Hansen) fundet de fleste navne på Jørgens søskende, Ellen, gift med Henry Jeppesen. Maja, gift med Knud Beck. Rigmor, gift med Peter Jeppesen. Elisabeth (Bette) gift med Gotfred Hansen. Hildur, gift med Erik Marqvardt. Asta, gift med Valdemar Pedersen. Det var pigerne, så drengene jeg kan huske
Brandstrup Larsen. Knud Larsen. Robert Larsen. Jørgen Larsen,
Jeg har nu fundet ud af at der var en pige til, hun hedder, Oda Olsen, gift med en landmand, Eskild Olsen i Gundestrup.